Omsorgssvigt, er det dig?
7 tegn på, at du er vokset op i følelsesmæssig
forsømmelse.
Omsorgssvigt er både enkel i sin definition og kraftig i dens virkning. Svigt sker, når dine forældre ikke reagerer nok på dine følelsesmæssige behov, mens de opfostrer dig. Omsorgssvigt er en usynlig og måske glemt barndomsoplevelse. Men hvis det er ubearbejdet, kan det hænge over dig som en sky, der farver hele dit voksne liv.
Hvad forårsager at omsorgssvigt er usynligt og at vi er ubevidste om, at det er foregået?
Der er flere vigtige faktorer.
For det første kan det ske i ellers kærlige, omsorgsfulde familier, der ikke mangler noget materielt. For det andet er dine forældres manglende reaktion ikke noget, der sker for dig som barn. I stedet er det noget, der ikke skete for dig som barn. Vores øjne ser ikke de ting, der ikke sker. Og så kan vores hjerner heller ikke registrere dem.
Årtier senere erkender en voksen, at noget ikke er rigtigt, men ved ikke, hvad det er. Du kan se på din barndom og lede efter svar, men du kan ikke se det usynlige. Så du er ladt tilbage med at måtte antage, at der nok er noget forkert med dig.
“Hvad end der er forkert, så er det min egen skyld” tror du i hemmelighed. “Jeg er forskellig fra andre mennesker. Noget mangler…Jeg er forkert. ”
Men det er ikke din skyld. Der er svaret. Og når du forstår problemet, kan du begynde at helbrede det. Eller søge hjælp.
Her er de 7 tegn på, at du er vokset op i følelsesmæssig forsømmelse
1. Følelser af tomhed.
Følelsen af tomhed føles forskellig for forskellige mennesker. For nogle er det en tomheds følelse i mave, bryst eller hals, der kommer og går. For andre er det følelsesløshed.
2. Frygt for at være afhængig.
Èt er at opleve sig som et selvstændigt menneske. Nogen andet er, at hvis du føler dig dybt ubehagelig tilpas ved tanken om at være afhængig af andre, er der noget helt andet på spil. Hvis du finder det ubehageligt at behøve hjælp, støtte eller pleje af andre, kan du have denne frygt for at være afhængig af andre.
3. Urealistisk selvvurdering.
Er det svært at vide, hvad du er i stand til? Hvad er dine styrker og svagheder? Hvad kan du lide? Hvad vil du have? Hvad betyder noget for dig? Kæmper du med at besvare disse spørgsmål er det et tegn på, at du ikke kender dig selv så godt som du burde.
4. Ingen medfølelse for dig selv, masser for andre.
Er du hårdere ved dig selv end du nogensinde ville være ved en ven? Taler andre til dig om deres problemer, mens det er svært for dig at dele dine?
5. Skyld, skam, selvhad og selvanklage.
Skyld, skam, selvhad og selvanklage: “De Fantastiske Fire”, som alle kan være rette mod dig selv. Nogle mennesker har en tendens til strakt at opleve direkte skyld og skam på dem selv, når der sker en negativ begivenhed i deres liv. Skammer du dig over ting, som de fleste mennesker aldrig ville skamme sig over? Som at have behov, lave fejl eller have følelser?
6. Føler sig grundlæggende forkert.
Det er den dybe følelse, jeg talte om ovenfor. Du ved, at noget er forkert i dit liv, men du kan ikke finde ud af, hvad det er. “Det er mig,” siger du til dig selv, og du føler, at det er sandt. “Jeg er ikke én andre kan lide.” “Jeg er anderledes end andre mennesker.” “Der er noget galt med mig.”
7. Vanskeligheder ved at føle, identificere, styre og / eller udtrykke følelser.
Føler du dig mundlam, når du er ked af det? Har du et begrænset ordforråd af følelsesord? Føler du dig ofte forvirret over, hvorfor folk (herunder dig selv) føler eller handler som de gør?
Forældre, der er uopmærksomme, undervurderer eller som ikke responderer på deres barns følelser, kommer utilsigtet til at videreformidle en stærk besked til barnet:
Dine følelser er ligegyldige.
For at klare sig som barn, skubber barnet naturligvis følelserne væk for at forhindre dem i at blive et “problem” i barndomshjemmet.
Derefter forsætter de som voksen med at leve som en voksen uden tilstrækkelig adgang til egne følelser: De følelser, som skal lede, styre, informere, forbinde og berige dig som voksen. Dine følelser, som skal fortælle dig, hvem der betyder noget for dig og hvad der betyder noget for dig og hvorfor.
Den fantastiske nyhed
Og nu til dagens gode nyhed
Det er ikke for sent for dig.
Når du har forstået årsagen til din evindelige “fejl”, og hvordan det skete, kan du helbrede dig fra din barndoms følelsesmæssige forsømmelse ved at stille spørgsmålstegn til dine selvanklager.
Du kan etablere en ny rørledning til dine følelser.
Du kan lære den færdighed det er at bruge den viden, du får fra dine følelser.
Du kan -langt om længe – acceptere, at dine følelser er virkelige, og at de betyder noget.
Du kan endelig se: “At du betyder noget!”
Når du indser din barndoms omsorgssvigt, kan du ændre på det, og da vil dit liv ændre sig.
Pas godt på dig selv og giv dig det allerbedste – et nyt liv.
Liv
Den rammer plet. Barn af to store “forkerte” børn.
Hej Anne Mette, tak for din kommentar.
Og forsat god Selv-omsorgsrejse fra Liv Johns
Virkelig godt skrevet, velformuleret for hvordan jeg har det i min hverdag :/
Du ramte 1000 gange plet! TAK
Hej Lena
Tak for det.
Håber du livsrejse er blevet lettere siden dag
Kærligst Liv
Mit liv ændrede sig da jeg først forstod disse ting som du beskriver. Men der er stadig lang vej til at være tro mod mig selv. Lang vej til at tro på at mine følelser er okay. Men jeg har alligevel lært at handle ud fra at hvis jeg ikke har det okay med det der er sket og så sige fra, trods tvivlen om det nu er okay af mig – jeg er 40, så jeg har heldigvis lang tid til at lære, så mon ikke jeg kommer i mål Tak for en god artikel ❤️
Hej Stella
Jeg er glad for at du kunne bruge artiklen til at se, at du allerede nu handler ud fra dig.
Det er rigtig godt set, at det er de følelser, der er vedhæftet oplevelsen, der efterfølgende kan tynge os.
Kan du genkende, at når du accepterer dine følelser, er det lige så meget smerten og genkendelse fra fortiden der tynger?
Bedste hilsener fra Liv
Jeg føler alle disse ting. Jeg er 37 år. Har følt det siden lille barn. Har ingen familie, intet arbejde, ingen uddannelse, ingen penge, ingen venner eller omgangskreds. Jeg har isoleret mig hele mit liv og lever af en kontanthjælp. Jeg har prøvet og prøvet at snakke med folk men bliver altid afvist fordi folk kun vil “hjælpe” en hvis de kan tjene penge på det og jeg har ingen penge. Psykiatrien har ikke tid til en og jobcenter kaster bare en frem og tilbage og efter 20 år forstår de stadig ikke hvem jeg er og hvad mine problemer er… Mit jobcenter vil ikke engang hjælpe mig med møbler eller hjælpe mig med at tage et kørekort jeg aldrig har haft råd til i livet der kan forbedre mit arbejdsmuligheder og få mig til at flytte ud af KBH hvor jeg hader at bo efterhånden. De sender bare en rundt og rundt og rundt til idiotiske ting uendeligt der også koster mange penge men ikke hjælper en noget som helst, og resten af danmark fortæller mig hvor heldig jeg er at leve i “Velfærds” danmark og her ” hjælper vi hinanden” og tror jeg får hjælp i hoved og røv og bliver decideret sure og barnlige og fornærmet og går i benægtelse når jeg siger at det gør man altså ikke, tværtimod. Jeg er født og opvokset i danmark af danske forældre. er så dansk man kan blive, men er blevet afvist overalt hele mit liv og alt bliver givet til flygtninge istedet for de skal integreres. Jeg får at vide jeg må få hjælp af min familie jeg ikke har eller jeg bare må tage mig sammen da jeg ikke er syg med en “diagnose”. Der er INGEN medmenneskelighed tilbage i vores robot samfund. Hvor går man hen som voksen uden penge, diagnoser eller noget som helst og kan få seriøs hjælp og ikke bare en der vil udfylde spørgeskemaer og tilknytte en til tåbelige møder for at få penge af staten… Psykiatrien kaster bare rundt med diagnoser og medicin og det er deres plan A B og C og eller kaster de dig bare væk. de har ikke plads til dig elelr kan give dig andre tilbud end du kan være medicinsk forsøgsdyr. Jeg har aldrig fundet end diagnose eller medicin er hjælper mig. De gange jeg har været på en psykiatrisk hospital jeg har fået det så meget bedre bare af at være et sted hvor jeg ikke er alene det meste af dagen. Og så bliver jeg smidt hjem og får at vide jeg bare skal tage ansvar for mit eget liv af personalet fordi jeg er velfungerende når jeg får bare en smule livs glæde og ikke er alene evigt og altid.. Det forstår folk ikke.. Jeg tror bare jeg har brug for at være et sted hvor jeg kan blive stimuleret sundt og omgås andre mennesker nogenlunde ligeværdigt og ikke føle mig ydmyget og talt ned til hele tiden. Men det findes ikke. Vi skaber kun jobs på folk der har problemer og trækker dem rundt for profit uden ansvar…..Alle følger bare order og har ikke den store mening til hvad for en “hjælp” de tilbyder. De tilbyder den fordi de får løn for at tilbyde den. Længere tænker de ikke. Sagsbehandleren ringer og tvinger dig gennem spørgeskemaer der ikke passer til mit liv fordi hun skal og når er færdigt er mødet slut. Åbner jeg mig op og forklarer og forklarer så næste gang møder jeg en ny person og hun kan intet se af den snak på sine papirer og computer s den har aldrig fundet sted. Sådan har det været i 20 år nu. Og de ansatte VED IKKE at det går dårligt. At jobcentre ikke virker osv. de går bare i forsvar og benægter det og vil ikke tale om det. Men de er her for at “hjælpe”… med noget de ikke ved ..uden ansvar….. For andres penge… De fleste nede på Jobcentre har aldrig hørt om jobcentre skulle være et problem, og synes du det, må du være en egoistisk højreekstremist og de snakker ned til dig og smider dig ud. Men de er her for at hjælpe dig.. Vi har et meget meget meget sygt system i Danmark og en befolkning der er blevet meget meget mental svag og lever i deres egen fantasi verden styret af deres følelser.. Alle vil hjælpe dig (hvis de får løn for det) men ingen rigtig snakke med dig eller forstå dig eller kan forklare hvad de laver og hvorfor og hvad det hjælper nogle? Så bliver folk sure. man skal bare sig Ih tak og udfylde skemaer uendeligt og så gå hjem igen så folk kan få løn løn og “passe” deres job.. Man kan prøve at åbne sig og søge hjælp i 20 år men ingen reagerer som et mennesker. Vi har skabt et rigtigt kold robot samfund.. “Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive….. those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience.” C.S. Lewis
Hej Michael
Tak for du har taget dig tid til at dele dine udfordringer – og sikke evner du har til at formulere det på skrift.
Jeg kan ikke gå ind i alle problemstillingerne, men synes det vidner om en særlig robusthed, at du har kunnet deale med dem – selv om du meget forståeligt har følt det som unfair.
Ja, det er en barsk verden, hvor vi hver især har til opgave at kæmpe os frem, så vi også kan komme dertil, at livet er værd at leve og nyde.
Jeg ønsker dig det bedste på din rejse.
Forsat god SelvOmsorgsRejse fra Liv